Arbejdet med at forbedre trafikafviklingen og trafiksikkerheden på Vesterbrogade og Vardevej mellem Boulevarden og Spinderigade går snart i gang. Den nuværende udformning betyder, at flere trafikantgrupper ofte kører på samme kørebaner, hvilket kan skabe forsinkelser og uhensigtsmæssige trafiksituationer, ikke mindst når cyklister overhales eller biler parkerer langs strækningen.
Som en løsning etableres der nu en tydelig opdeling mellem trafikantgrupper, blandt andet med nye cykelstier på begge sider af både Vesterbrogade og Vardevej. Forventningen er, at det vil øge fremkommeligheden og reducere konflikterne mellem køretøjer og aktive trafikanter som cykler og løbehjul.
Anlægsarbejdet opføres i tre faser for at genere den daglige trafik mindst muligt. Der bliver også gjort en indsats for at sikre god adgang til butikker og erhverv i området under anlægsperioden.
Cyklister kan fortsat færdes i begge retninger, mens den øvrige trafik ensrettes fra øst mod vest – altså ud af byen. Trafikanter, som skal ind i byen, ledes i stedet ad omkørselsveje, herunder Nyboesgade og Valdemarsgade, med tydelig skiltning undervejs. Bustrafikken vil også være omlagt i hele perioden til Skolegade og Nyboesgade mellem Vedelsgade og Boulevarden fra lørdag 20. juni.
Arbejdet udføres på smalle og gamle gader, hvilket betyder, at entreprenørerne og Vejle Spildevand har begrænset plads. Derfor må man forvente både periodevise vejafspærringer og forringelser af trafikafviklingen i løbet af anlægsarbejdet. Der vil i perioder også blive arbejdet i aften- og nattetimerne for at mindske påvirkningen af trafikken i dagtimerne.
Der opsættes afspærring den 20. juni, og allerede fra uge 26 vil entreprenøren være aktiv på selve strækningen. Alle beboere langs den berørte strækning har fået information om arbejdet i enten e-boks eller postkassen.
Læs mere om projektet, anlægstider, parkeringspladser og nye byrum på kommunens hjemmeside.